Men det var før du var færdig med bogen?

 Ja. Det skete medens jeg stadig først og fremmest arbejdede videre med mit AI-projekt.
Men.. Ganske vist optog Einstein / Michelson problemstillingen mig stadig en del.
Det var nemlig sådan, at jeg lige i slutningen af 2003 var begyndt at lege med forskellige udkast som jeg cirkulerede blandt nogle af de, jeg kendte, og som jeg regnede med, kunne give brugbar feed-back –  Og jeg kunne jo allerede dengang også se, at jeg formentlig ville have vanskeligheder med at få synspunkterne og opdagelserne udbredt gennem et bogforlag, hvis målgruppen var det etablerede forsker-univers. Og da de relevante tidsskrifter åbenbart har givet sig selv hold-kæft bolsjer i forhold til problemstillingen, så forestillede jeg mig, at en udgave beregnet på gymnasieelever ville være vejen frem. Men det udkast jeg først havde produceret blev skudt ned, fordi det i for mange passager virkede som om jeg talte ned til læseren.
Det var derfor klart, at jeg ikke stilmæssigt formåede at få en afstand til stoffet i denne sammenhæng, der gjorde, at jeg selv ville kunne se sådanne uheldige formuleringer eller uheldige narrative spor.
 Og?

Ja, så lagde jeg simpelthen projektet til ”lagring” et stykke tid – og jeg havde jo også travlt med at programmere mit AI-projekt. Det  gjorde, at jeg for en tid slap Michelson-Morley- problematikken.  –

Ja det skrev du vist noget om – så langt kom jeg da i indledningen til bogen, før jeg hoppede videre til næste kapitel – Men hvad så?

Ja det, der så skete nogle få uger senere, var det, at jeg så løb jeg ind i nogle programmerings­mæssige overbliksvanske­ligheder i AI-projektet.
(Note: AI = Artificial (computer based) Intelligence)
Ja, jeg må vist hellere lige forklare hovedlinierne i AI-projektet, for det var jeg ikke så langt fra at have færdigt i forhold til et delmål:

Jeg havde stort set objektstrukturen til et selvlærende system klar – Det var et system,  der fungerede efter mine opdagelser af den sandsynlige funktionalitet i hjernens opbygning – fra for tredive år siden! - Og som simulerede visualiserings- indlærings- og beslutningssystemerne i en ”generic mammal brain”.
Det var (og er) et stort set selvlærende, hjernelignende system, der vel har en ”IQ kapacitet” som en lille gnaver – og det var et system, der (dog minus olfactorisk-hormonale funktionaliteter) principielt – i eventuelle trin – senere lod sig udbygge til et niveau, der repræsenterer human intelligens og emotions orienterede subsystemer, og med sprog og beregningsevner.
Men som sagt: jeg var ved at programmere en trinlavere delmængde af sådan et kompleterbart system, for at afprøve det i en reel model.

Og så – Ja, selv om jeg havde principperne på plads, så havde jeg altså – fordi strukturen var opbygget over mere end to års tid – på grund af uheldig, forskellig navngivning af delvis den samme funktionalitet – fået lavet pseudo-kode til programmerings-objekter, der indeholdt overlappende delsystemer – Og den slags går naturligvis ikke!

Ja, der fik du mig sandelig hægtet grundigt af.. Kan du ikke forklare projektet  lidt simplere?

Jo det tror jeg. Forestil dig, at du har som mål at lave et intelligent system, en robot-hjerne, der svarer til, at du har et lille dyr, der som udgangspunkt kan lide at køre en model-racerbil. Der er indprogrammeret belønningssystemer i ”dyret”, der sørger for at det eksperimenterer. Og tager risici. Det lille ”dyr” kan altså aktivere tænding, kobling, bremser, speeder, gerkasse og rat i en sådan model-racer, der derfor kan bevæge sig rundt med ”dyret” i på en træningsplads. Og der er trinhøjere belønningssystemer indbygget i systemet, der sørger for, at dets eksperimenter gør, at det udforsker koordineringen af rat og pedaler, sådan at det – under stadig revision af sin indlæring –  nærmer sig grænserne under håndtering af køretøjet og koordineringen af handlingerne mod større og større fart – Men også sådan, at dét at køre af banen, opleves som  gradueret demotiverende. Jo voldsommere jo værre. Og når så denne indlæring er på plads, træder højere-ordens motivationssystemer i kraft – Fordi ”dyret” (robot-hjernen) erfarer, at det, når det kører i en bestemt visuelt erkendbar retning rundt på den store bane – som det nu kan håndtere på grund af træningen på træningsområdet – så får udløst yderligere belønningsmæssige plus-point. Næste trin er at aktivere belønningssystemet for hurtige omgangstider, for at få koordinationen mellem syn og håndtering af bilens betjeningsred­skaber optimeret.
Så.. Jeg ved ikke – Var det mere forståeligt?

Jooh.. Jah. Jooh.  Sådan da. Men er det ikke opfundet?

Nej. Ikke så vidt jeg ved. Men det er rigtigt, at der er systemer, der funktionelt kan klare den her nævnte opgave – Men det er ikke i samme grad selv-lærende systemer, som det jeg her har skitseret.
Det jeg har gjort er at finde en implementerbar vej igennem ”The Mexican Hat Problem.”

Hvad for en hat??
Nåe ja – Jo.. Se.. Et standard-programmeret vurderingssystem vil ofte gå i stå ved den først