Og hvordan opdagede du det, hvordan kom du ind på det?
Jamen – .. Det står jo da i bogen!... Nå – Men – Ok... du er måske sprunget over forordet og det indledende kapitel??
(Nikker)
Fint nok – Det anbefaler jeg jo faktisk også, at man roligt kan gøre, hvis man ikke er specielt interesseret i baggrunden for bogens tilblivelse. Så..
Men jo, altså – Forklaringen er, at jeg tilfældigvis for en syv otte år siden så en svensk, populær-videnskabelig TV-udsendelse, der handlede om, viste det sig, en meget fantasifuld udlægning af NASA's billede af WMAP projektet – Et billede, som gengav et himmelkort over universets mikrobølge-baggrundsstråling – Og den entusiastiske videnskabsjournalist opfattede helt bogstaveligt billedet af baggrundsstrålingen som et ”himmelæg” og sagde, at NASA nu havde fundet det afgørende bevis for at Aztekernes skabelsesberetning havde været korrekt!
Verden var kommet ud af et himmelæg! Og da jeg så, via nettet, gravede lidt i tingene – Det var på det tidspunkt omkring 30-40 år siden jeg havde beskæftiget mig indgående med en af min ungdoms hoved-interesser, nemlig astronomi og astrofysik – Jamen, så så jeg naturligvis, at journalisten helt havde misforstået situationen. Men jeg fandt også ting, der på den måde fik ”snebolden” til at rulle.
Så som – ?
Ja, det, der stak mig mest i øjnene var, at stort set alle professionelt beskæftigede og tilsyneladende vel-estimerede astronomer og astrofysikere hos NASA, ESA, CERN og de store universiteter faktisk så ud til at tro på skabelsen af universet i et ”Big-Bang” som en vellykket forklaringsmodel! Det forstod jeg ikke! – For i min ungdom havde jeg jo læst Halton Arp, en da meget berømt amerikansk astronom. Og det er faktisk ham, der, sammen med Hubble, ironisk nok har navngivet ”Big-Bang” og som med velformede, logiske argumenter dengang havde skudt denne umanerligt ugennemtænkte ”teori” totalt i sænk. Men altså ikke tilstrækkeligt grundigt, åbenbart.
Så det, at ”teorien” nu tilsyneladende alligevel var blevet godtaget som ”mainstream-antagelsen” inden for astronomi og astrofysik, ja, det chokerede og undrede mig virkelig.
Så ja – Derfor altså.. Mysteriet med dette genopstandne, teoretiske misfoster, det måtte jeg da lige have opklaret... Ikke!?
– Og fik du så hurtigt det?
Både ja og nej. Det tog et stykke tid.
Jeg kunne nemlig godt se, at der med relativitetsteorierne som subjektivt opfattede, gyldige modeller, overfladisk set kunne være noget
om snakken. Og det betød så, at skulle jeg kunne argumentere virkelig i bund på et sammenhængende logisk grundlag, så måtte jeg finde hullet i den relativitetsteortiske fæstning – Hvis der var et... For med lysets hastighed som en konstant var det svært at få ”Big-Bang” modargumenterne angående tolkningen af den galaktiske rødforskydning til at falde fuldstændigt entydigt på plads.
Og du vidste åbenbart allerede hvor du skulle lede?
Sådan set, ja; men egentlig ikke med noget stort håb om at finde løsningen.
Og hvorfor det?
Næh – For jeg havde nok en idé om hvor det svage punkt kunne være, men ingen klar idé om årsagen til det. – Det faktum, at Michelson og Morleys 1887 (i øvrigt fejlfortolkede) interferens-baserede forsøg over lysets hastighed, målt i forskellige jordbevægelsesretninger, ikke havde vist de forventede værdier, var dog måske stedet hvor jeg kunne finde noget.
Værdierne fra forsøget havde været så små, at man – noget uvidenskabeligt – se grundene i bogen – havde besluttet sig for, at forsøget viste, at lysets hastighed måtte være en konstant. Det var nemlig hvad Einstein skulle bruge – Så hvis jeg kunne punktere denne antagelse, ville jeg kunne give en helt anden og uimodsigelig fortolkning af Hubble-rødforskydningen i fjerne galakser, og samtidig ville en hjørnesten i relativitetsteorierne forsvinde ud i den blå luft.
Det ville altså sige: Kunne jeg finde afgørende fejl i Michelson og Morley forsøgets eksperimentelle grundlag, der påpegede, at forsøgets data nødvendigvis måtte være så små, som de var, så ville det kunne blive et prægtigt farvel til både ”Big-Bang” og store dele af relativitetsteorierne, og naturligvis ikke mindst den – ud fra alle logiske grunde – græsselige opfattelse af lysets hastighed som værende en konstant.
Men du havde ikke store forhåbninger om at finde noget?
Nej, faktisk ikke – For Michelson-Morley forsøget er jo uden tvivl et af de mest velkendte, begavede og betydningsfulde eksperimenter i fysikforsøgs-historien. Og så måtte man jo dermed formode, at mange topklasseforskere allerede har – og havde – checket det i alle mulige ender og kanter. Det var svært at tro, at man skulle kunne have overset nogle vigtige detaljer i dets funktion.
Og selv havde jeg jo faktisk allerede haft kig på det i tre forskellige omgange uden at finde noget, fordi jeg, siden jeg fik kendskab til det, har haft en mistanke om, at der var et eller andet grundlæggende galt med det. Men som sagt: altså uden at finde noget. Første gang var jeg for øvrigt kun tolv år.