Du kan naturligvis stadig købe bogen     — Fås gennem boghandlen eller via nettet. F.eks.:  http://www.saxo.com/ eller http://www.harders.dk/ eller http://www.g.dk/

Om dusøren  side 2

Når man betragter fejlkilderne i Michelson og Morleys forsøg, er det vigtigt at huske tre ting:

1) Den sammenligning, som interferensforskydningerne i kikkerten er udtryk for, når forsøgsopstillingen roteres, er en relativ forandring i lysstrålernes indbyrdes forhold ud fra en kalibreret indstilling af spejlene, før rotationen sættes i værk. Forandringen – forskydningen af interferensmønsteret som ses i kikkerten – er ikke en absolut, metrisk størrelse, der umiddelbart giver en direkte måling af distanceforskellene i de to strålers ankomstforhold.

2) Interferensmønsteret, der kan ses i kikkerten, er et sekundært mønster, der opstår, når to næsten parallelle lystråler krydser hinanden. Det bevirker, at der forskellige steder, næsten vinkelret i forhold til lysstrålernes retning, i det felt som de to lysstråler træffer, vil være mørkere og lysere områder (”fringes”), som dannes på grund af konstruktiv og destruktiv interferens. Det er disse mønstre, der ændrer placering som en kombineret funktion af krydsningsgrad og (formodet) forandring i ankomsttid, når en opstilling, som den Michelson og Morley skabte, roteres.    

3) Hver brøkdel af rotations-grad af Michelson-Morley opstillingen ville principielt kræve en ny-kalibrering af spejlsystemet, for at kunne sikre, at det er de nøjagtigt samme to parter af den tidligere opsplittede stråle, der rekombineres, og som derpå danner interferens ud fra den samme lille krydsningsvinkel.

Ovenstående: Her er princip-diagrammet for lysstråledelingen som Michelson tegnede det.  

Netop dette diagram indeholder, sammenholdt med Michelsons ledsagende tekst, den beskrivelsesfejl, der ledte forfatteren på sporet af de dynamiske fejlfunktioner i forsøgsopstillingen.

Dette lader sig bare ikke rigtigt gøre, fordi det ville kræve, at vi på forhånd med sikkerhed kendte den nøjagtige relative hastighed og den nøjagtige, relative retning, som den formodet forbipasserende verdensæter har på et hvert givet tidspunkt i forhold til Michelson-Morley interferometerets øjeblikkelige akse-orientering.

Vi skal altså bruge de selv samme oplysninger, som opstillingen er skabt for at dokumentere og finde frem til, for at kunne korrigere opstillingens  spejlsystem, så det kan fungere efter hensigten.

Dette er således naturligvis både en praktisk og logisk selvmodsigelse, som ikke lader sig løse.

Her under:

– Her er – i fotokopi – det udsnit fra Michelsons original-artikel, der beskriver stålegangen i det i forrige spalte viste diagram, sådan som Michelson fremlagde den.

Den meget opmærksomme læser vil kunne se, at der er en dynamisk fejl i diagrammet.

Den strålegang, der beskrives i teksten, svarer ikke til diagrammets dynamiske historik, sådan som det er tegnet af  Michelson.

Michelson skriver:

”Suppose now, the ether being at rest, that the whole apparatus moves in the direction sc, (venstre mod højre) with the velocity of the earth in its orbit .....”

HVAD ER DER GALT?

Svaret:

Der er det galt, at hvis vi arbejder ud fra samme hypothese som Michelson ellers har brugt i sin konstruktion af opstil-lingen – nemlig at når lysstrålen ”overgives til” og retter sig efter æterens transmissions-koordinatsystem, når den slippes fra lysgiveren eller et reflekterende spejl – så vil lysstrålen blive reflekteret vinkelret på spejlet a . (Iflg. indgangsvinkel lig udgangsvinkel princippet.)

Den vinkel, der beskrives ved a - b - a1 - e , kan således kun fremkomme, hvis udgangsvinklen ved a reelt har været større end indgangsvinklen ved a .  Og skulle et sådant princip gælde, får vi alligevel problemer. Udgangsvinklen ved spejlet b vil så også skulle blive større, og vil så ikke kunne rette strålen nøjagtigt mod diagrammets punkt e . Dens retning ville ligge længere til højre i retning mod spejlet c .  

Fortsættes næste side