– Og hvad fremtiden angik, så havde jeg jo måske også muligheder i kraft af mit tegne / male-talent. Mine muligheder for at blive  jord og beton-arbejder blev jo senere, da jeg var omkring de seksten, noget mindre, eftersom jeg pådrog mig en rygskade, der desværre har fulgt mig siden, og haft væsentlig indflydelse på mit liv og mine planer.
Jeg var så uheldig at kvæste rysøjlen /  halebenet, da kæden på min cykel sprang under en accelleration.
Men altså: Selv om vi her har snakket meget karakterer, så var de ikke noget stort emne, hverken i min egen bevidsthed eller i nær-familien som sådan.
Så nej. Mine forældre stolede fuldt og fast på at jeg nok skulle klare mig, uanset hvad karakterbogen sagde.
Også selv om de, som sagt, jo havde fået at vide fra mine lærere, at disse ikke forstod mig.
Der skete jo det, at nogle gange så viste jeg sporadisk min kunnen i skolen, men, lærerne kunne så ikke forstå, hvorfor evnerne ikke slog mere igennem i skolearbejdet. Det var uden for deres forestillingsverden, at man kunne finde det meste af skolestoffet hamrende uinteressant.

Ja, tegnetalentet har jeg jo set; men altså – Dine forældre – hvordan kunne de finde ud af hvor stor din almenviden var – og om den var nyttig?

Ja, vi diskuterede jo tit mangt og meget – Og da jeg var blevet en fjorten femten år, så vidste jeg måske mere end studenten i ”Klodshans”. Og jeg kunne bestemt også ræsonnere ud fra denne viden.

Jamen nyttigheden?

Jamen der... De havde de jo hørt mig udrede –  Nej, forresten:
Et bedre eksempel på hvordan de kunne se, at jeg nok havde suget tilpas med formentlig accepteret og brugbar lærdom til mig var vel, at der dengang i halvtredsene var en radioudsendelse, der hed ”kvikke hoveder.”
Her dystede nogle udvalgte og formodet kløgtige gymnasieelever fra forskellige gymnasier landet over, hold mod hold mod hinanden og fik points  inden for det, der blev betragtet som højere akademisk almenviden. Og gymnasielærere havde så udformet de spørgsmål, som radioværten stillede til holdene.

Ja - og?

Ja og se – Dem syntes jeg som fjortenårig at det var sjovt at måle sig med. Og dem slog jeg så gang på gang i almen viden.
Det kunne mine forældre naturligvis høre. Den gang var der jo endnu ikke radio på børneværelserne. (og TV eksisterede næsten ikke.) Og de vidste også at jeg fulgte godt med i de naturvidenskabelige programmer. Så på den led kunne de jo godt følge med i min udvikling og i mine boglige interesser. Så  

Virkelig!?

Ja. De havde forklaret en gang for alle, at deres syn på livet var, at nok var karakterer vigtige, men bestemt ikke eneafgørende for ens dannelse og livsbane. Og de så for øvrigt hellere at jeg blev en lykkelig landarbejder, end en ulykkelig prokurist. Akademiker var ligesom ikke på tale.
Og de lagde vægt på, at alt arbejde var hæderligt arbejde.

Så der var bestemt ikke noget ”blive til noget” karrierepres over situationen?

Nej. Hæderlighed og ordholdenhed, horisont-udvidende flid og interesse for andre mennesker var nok så væsentlige elementer.
Og så var der jo faktisk den ekstra finte i sagen, at min kære far – som typograf – havde lært – og allerede i nitten hundrede og tyverne var gået over til formskrift. Så i betragtning af min hæslige udgave af skråskriften så.. Jamen det kunne de jo så heller ikke se noget galt i.
Men igen: Selv om vi har snakket meget karakterer her, så var det aldrig noget stort tema mellem mig og mine kære forældre.  At mine lærere ”ikke forstod mig,” som disse valgte at udtrykke det, var en ting. For det gjorde mine forældre jo knapt selv.
Men et eller andet sted, så vidste de sikkert nok, at jeg ville klare mig. Det havde de jo ganske rigeligt med indicier på.

Hvordan det?

Tjae – Jeg havde jo opsamlet en rigtig stor almenviden. Jeg var jo ”super-læser”. Jeg havde allerede lært at læse på tredjeklasses-niveau før jeg kom i skole. Det var især sket ved at spørge min mor, når hun, før jeg kom i skole, læste op for mig, om hvad der stod dér.. og dér og dér.. Og det var hun på et tidspunkt blevet træt af. Så når hun derpå læste for mig, så brugte hun pegefingeren synkront med at hun udtalte de enkelte ord. Så behøvede hun jo ikke forklare undervejs.

Men jeg var jo så, med den start, blevet hurtiglæser, målt med ”voksenalen”   allerede fra jeg var otte år.
Så – Mine forældre så mig derfor ”grovæde” bøger, tegneserier og blade og derpå bøger fra børnebiblioteket i et helt ekstremt tempo, i forhold til alle de, de ellers kendte eller havde hørt om på min alder.
Og da jeg så blev tretten og kunne få ”voksent-lånerkort”, så... Jeg lånte gerne tre til seks bøger på biblioteket to til tre gange om ugen – to stk. faglitteratur og tre stk. skønlitteratur var det maksimalt tilladte hjemlån pr. besøg, den gang.
Dem lyn-læste jeg.  Så det kunne jo nemt blive til en 750 bøger på årsbasis, plus ”det løse,”  da jeg godt kunne holde et tempo på omkring 90-100 sider i timen, når stoffet ikke var for svært. Og de kunne jo mærke at min erhvervede viden hang fast.