Du kan naturligvis stadig købe bogen — Fås gennem boghandlen eller via nettet. F.eks.: http://www.saxo.com/ eller http://www.harders.dk/ eller http://www.g.dk/
Jo... det, der virkelig bragt min (i øvrigt fagligt dygtige) klasselærerinde i harnisk var to ting:
1: Jeg skrev nok fristil – men jeg skrev næsten altid en fristil hver uge over eget emne, og altså kun sjældent over lige netop det emne som hun havde givet til klassen. Det kunne man naturligvis ikke!
Og 2: Så havde vi også en karakter, der hed orden med skriftlige arbejder... Og i realklassen gik jeg selvbestaltet (UHA UHA!) over til at benytte mig af noget så perverst som formskrift! Det var nu ikke af provokations-grunde. Det var simpelthen fordi jeg var træt af min egen approberede skråskrifts totalt rodede og ubehjælpsomme udseende.
Det er meget muligt at grafologien har noteret stiltræk i min daværende skrift som tegn på høj, kreativ intelligens, men når jeg selv så på den, så var den bare en hæslig rodebutik. Det irriterede mig enormt at jeg ikke kunne forbedre dens læselighed! Og jeg var ellers ud af en familie, hvor adskillige af kvinderne skrev en endog meget flot skråskrift.
Men så gik du over til formskrift på eget initiativ?
Ja. I dag har formskriften jo forlængst sejret. Men faktisk var der dengang i didaktiske kredse virkelig nærmest krig om formskriftens tilladelighed. Traditionalisterne rasede heftigt over dette fornærmende ”personlighedsløse” og uskønne, dannelsesdepraverede påhit, der dog var sat i søen på forsøgsplan i nogle enkelte klasser i folkeskolen landet over. (jeg havde i første mellem en klassekammerat, Steen, der fik lov at fortsætte, fordi han kom fra en klasse, der var del af forsøget.)
Men jeg skulle så sandelig kanøfles over dette helt uhørte lydighedsbrud.. Og det blev jeg jo så! Igen laveste karakter af de, der gjaldt for ”bestået” - For man måtte jo trods alt indrømme, at det jeg skrev, kunne læses.
Jamen hvad sagde dine forældre?
Jo – De var vel ikke begejstrede... Men de kendte mig jo.
Og deres erfaringer med mig var jo også, at jeg skam var en sød og stilfærdig og omgængelig – omend meget selvstændig – og i hvert fald ikke en helt dum type. Jeg var også nem at omgås så længe man ikke forsøgte sig med noget, der i mit verdensbillede tilhørte min personlige, ukrænkelige integritet. Prøvede man på det, så skulle man nok få besked! Jeg fandt mig ikke i noget i den retning. Jeg var afgjort ikke sådan at ”sitte pigtråd” omkring, som Storm P. har skrevet det i en af sine monologer. Provokerer man mig tilstrækkeligt, så får man – i alt fald virtuelt oversat – nogen på tuden.
Og:
Dertil var vi jo også opdraget til frihed under ansvar.
Og hvis jeg bedømte situationen til at berettige et oprør – Jamen så mig om det. Det stolede de på, at jeg var kapabel til at overskue konsekvenserne af. De eventuelle følger måtte jeg så bare selv tage.
1: Jeg skrev nok fristil – men jeg skrev næsten altid en fristil hver uge over eget emne, og altså kun sjældent over lige netop det emne som hun havde givet til klassen. Det kunne man naturligvis ikke!
Og 2: Så havde vi også en karakter, der hed orden med skriftlige arbejder... Og i realklassen gik jeg selvbestaltet (UHA UHA!) over til at benytte mig af noget så perverst som formskrift! Det var nu ikke af provokations-grunde. Det var simpelthen fordi jeg var træt af min egen approberede skråskrifts totalt rodede og ubehjælpsomme udseende.
Det er meget muligt at grafologien har noteret stiltræk i min daværende skrift som tegn på høj, kreativ intelligens, men når jeg selv så på den, så var den bare en hæslig rodebutik. Det irriterede mig enormt at jeg ikke kunne forbedre dens læselighed! Og jeg var ellers ud af en familie, hvor adskillige af kvinderne skrev en endog meget flot skråskrift.
Men så gik du over til formskrift på eget initiativ?
Ja. I dag har formskriften jo forlængst sejret. Men faktisk var der dengang i didaktiske kredse virkelig nærmest krig om formskriftens tilladelighed. Traditionalisterne rasede heftigt over dette fornærmende ”personlighedsløse” og uskønne, dannelsesdepraverede påhit, der dog var sat i søen på forsøgsplan i nogle enkelte klasser i folkeskolen landet over. (jeg havde i første mellem en klassekammerat, Steen, der fik lov at fortsætte, fordi han kom fra en klasse, der var del af forsøget.)
Men jeg skulle så sandelig kanøfles over dette helt uhørte lydighedsbrud.. Og det blev jeg jo så! Igen laveste karakter af de, der gjaldt for ”bestået” - For man måtte jo trods alt indrømme, at det jeg skrev, kunne læses.
Jamen hvad sagde dine forældre?
Jo – De var vel ikke begejstrede... Men de kendte mig jo.
Og deres erfaringer med mig var jo også, at jeg skam var en sød og stilfærdig og omgængelig – omend meget selvstændig – og i hvert fald ikke en helt dum type. Jeg var også nem at omgås så længe man ikke forsøgte sig med noget, der i mit verdensbillede tilhørte min personlige, ukrænkelige integritet. Prøvede man på det, så skulle man nok få besked! Jeg fandt mig ikke i noget i den retning. Jeg var afgjort ikke sådan at ”sitte pigtråd” omkring, som Storm P. har skrevet det i en af sine monologer. Provokerer man mig tilstrækkeligt, så får man – i alt fald virtuelt oversat – nogen på tuden.
Og:
Dertil var vi jo også opdraget til frihed under ansvar.
Og hvis jeg bedømte situationen til at berettige et oprør – Jamen så mig om det. Det stolede de på, at jeg var kapabel til at overskue konsekvenserne af. De eventuelle følger måtte jeg så bare selv tage.
fag, hvor jeg havde interesser. Og i tilmed kun når selve dagens emne interesserede mig.
Mener du virkelig at du blev groft chikaneret, karakter-mæssigt af din klasselærerinde?
Åh ja. Chikaneret er måske lige stærkt nok, men det var i alt fald en stærkt farvet bedømmelse, jeg var udsat for. At det nok er korrekt, det kan jeg da illustrere ved at min karakterer i skriftligt dansk, mundligt dansk og i fagene historie og samfundskundskab/orientering/oldtidskundskab i realklassen, lå på (oversat til 12/syvtrins skalaen) 6,0 6,5 7 og 6,5
– Dette sat i forhold til, at jeg, efter at jeg havde været ude af skolen i 4 år, såvel første kvartal som senere på 13-skalaen på studenterbeviset, lå på 11,0 12 10,5 og 11... Så ikke sandt!? Den karaktermæssige Helligånd må da vist siges at have ramt mig med et forrygende mirakel på studenterkurset, hvis disse tal skulle kunne give mening.
Mit oprør, der naturligvis belastede skolens karakter-omdømme, gik ikke ubemærket hen.
Så som ”pynt på lagkagen,” oven på min subversive krig mod ”systemet”, udtalte skoleinspektøren såmænd også – naturligvis så alle ca. 150-175 forsamlede elever og pårørende tilstede i gymnastiksalen på Ryesgades Skole tydeligt kunne høre det – ved overrækkelsen af mit realeksamensbevis, at: Ja, han personligt havde sørget for at få hævet min karakter til 3 point over bestået grænsen (gammel decimalskala og altså uendeligt lidt) – for så slap de da for at se på mig igen et år mere!
Der skulle vist ikke smiles fra min side. Men det gjorde jeg nu alligevel.
Og bukkede pænt.
Jamen altså! Er det virkelig rigtigt!?
Tjae. Sådan var det. Og det havde jeg det såmænd helt fint med. For selv om vi har snakket meget karakterer her, så var det ikke noget jeg var voldsomt optaget af. Jeg brugte det meste af tiden i realen på at fortsætte med at læse det, jeg kunne finde af filosofi, som jeg var begyndt at interessere mig for året før.. Fra Demokrit, Diogenes, Platon, Aristoteles, Kirkefædrene, Thomas af Aqino over Bacon, Thomas Hobbes, Spinoza, Pascal, Descartes, Kant, Hume, Leibnitz, Shopenhauer, Nietzhe og Hegel, til Darwin, Kierkegaard Marx, Engels, Ryle, Fuchs, Turing, Wiener, Schultzer og Jørgensen, med mange flere.
Og da det forekom mig, at mange af de uenigheder, jeg fandt i filosofien, bundede i psykologiskt begrundelige ”teknikaliteter,” så læste jeg – startende med Sigmund Freud – det sidste halv-år – alt det jeg kunne støve op af store psykiatre, antropologer og psykologer.
Jamen.. Alligevel.. Hvad gjorde du? Kan du ikke give et eksempel på hvordan du lagde dig ud med skolen?
Mener du virkelig at du blev groft chikaneret, karakter-mæssigt af din klasselærerinde?
Åh ja. Chikaneret er måske lige stærkt nok, men det var i alt fald en stærkt farvet bedømmelse, jeg var udsat for. At det nok er korrekt, det kan jeg da illustrere ved at min karakterer i skriftligt dansk, mundligt dansk og i fagene historie og samfundskundskab/orientering/oldtidskundskab i realklassen, lå på (oversat til 12/syvtrins skalaen) 6,0 6,5 7 og 6,5
– Dette sat i forhold til, at jeg, efter at jeg havde været ude af skolen i 4 år, såvel første kvartal som senere på 13-skalaen på studenterbeviset, lå på 11,0 12 10,5 og 11... Så ikke sandt!? Den karaktermæssige Helligånd må da vist siges at have ramt mig med et forrygende mirakel på studenterkurset, hvis disse tal skulle kunne give mening.
Mit oprør, der naturligvis belastede skolens karakter-omdømme, gik ikke ubemærket hen.
Så som ”pynt på lagkagen,” oven på min subversive krig mod ”systemet”, udtalte skoleinspektøren såmænd også – naturligvis så alle ca. 150-175 forsamlede elever og pårørende tilstede i gymnastiksalen på Ryesgades Skole tydeligt kunne høre det – ved overrækkelsen af mit realeksamensbevis, at: Ja, han personligt havde sørget for at få hævet min karakter til 3 point over bestået grænsen (gammel decimalskala og altså uendeligt lidt) – for så slap de da for at se på mig igen et år mere!
Der skulle vist ikke smiles fra min side. Men det gjorde jeg nu alligevel.
Og bukkede pænt.
Jamen altså! Er det virkelig rigtigt!?
Tjae. Sådan var det. Og det havde jeg det såmænd helt fint med. For selv om vi har snakket meget karakterer her, så var det ikke noget jeg var voldsomt optaget af. Jeg brugte det meste af tiden i realen på at fortsætte med at læse det, jeg kunne finde af filosofi, som jeg var begyndt at interessere mig for året før.. Fra Demokrit, Diogenes, Platon, Aristoteles, Kirkefædrene, Thomas af Aqino over Bacon, Thomas Hobbes, Spinoza, Pascal, Descartes, Kant, Hume, Leibnitz, Shopenhauer, Nietzhe og Hegel, til Darwin, Kierkegaard Marx, Engels, Ryle, Fuchs, Turing, Wiener, Schultzer og Jørgensen, med mange flere.
Og da det forekom mig, at mange af de uenigheder, jeg fandt i filosofien, bundede i psykologiskt begrundelige ”teknikaliteter,” så læste jeg – startende med Sigmund Freud – det sidste halv-år – alt det jeg kunne støve op af store psykiatre, antropologer og psykologer.
Jamen.. Alligevel.. Hvad gjorde du? Kan du ikke give et eksempel på hvordan du lagde dig ud med skolen?
Samtale om lidt af hvert —
Rebelsindets oprindelse, side ..4/7