Du kan naturligvis stadig købe bogen — Fås gennem boghandlen eller via nettet. F.eks.: http://www.saxo.com/ eller http://www.harders.dk/ eller http://www.g.dk/
Aahmm... Jo. Men – der var jo lige det med karaktererne. Og selv med gode karakterer var der desuden ingen garantier for optagelse. Der var ikke ubegrænset med pladser. Man skulle – for overhovedet at at komme i betragtning til gymnasiet fra mellemskole- eller real-eksamen, som det hed den gang have noget, der vel omregnet til den moderne 12 eller syvtrins skala ligner en 10,7 til 10,9 i gennemsnit.
Og min mellemskoleeksamen svarede så til ca. 8,2 og min real-eksamen til noget i retning af 2,0...
Ah – Av! – hvad? Sig lige igen??
Jo: 2,0... I hvert fald var det kun lige nøjagtigt over dumpegrænsen. Og desuden havde jeg i øvrigt tidligere måttet gå anden mellem om. Det var nu ikke fordi jeg ikke lå til at gå videre rent karaktermæssigt, selv om jeg var yngst i klassen, men fordi lærerne – i alt fald min klasselærer – syntes, jeg skulle have en lærestreg, fordi man mente, jeg bestilte for lidt i forhold til mine evner.. Så jeg var jo nok alligevel, når det kom til stykket, ikke nogen klar gymnasie-kandidat ...
Jamen altså – Hvordan hænger det sammen? Fra 8,1 og ned til 2,0 på tre år!? Det kan man da ikke! Var du syg, eller noget?
Nej nej. Og dykket skete skam også på kun et år. Det var jo den gamle realeksamen, må du huske, som vi var sidste årgang på.
Der var jo dengang fire års mellemskole oven på 5 års grundskole. Ja, og så, hvis karaktererne var til det, så var der enten gymnasiet eller muligheden for yderligere et års skolegang, hvor man derpå kunne afslutte med en real-eksamen.
Som jeg altså lige fik hevet i land...
Ja altså, så forstår jeg ikke noget! Hvad var problemet da?
Jeg har flere forklaringer. Et eller andet sted var jeg i realen nok sur over ikke at være kommet i gymnasiet. Jeg havde ikke haft det bedste forhold til min klasselærerinde, sådan rent karaktermæssigt. Vi ”swingede” absolut ikke helt sammen, så jeg fik nok tre til fire trin under hvad jeg burde have haft i hendes fag. (Husk, dengang var det den gamle, accelererede 13 trins decimal skala der havde UG som topkarakter) – og det satte mig, trods en ekstraordinær slutspurt, netop lige uden for rækken af gymnasiekandidater. Og så – Jamen der indfandt sig vel så også, med den behandling, en vis skoletræthed – og i øvrigt – når man behandlede mig så usagligt, så skulle de fandeme få usaglighed tilbage! Man kan på en måde godt sige, at jeg tabte tålmodigheden med skolesystemet.
Så i realen gik jeg surt og bevidst provokatorisk til værks. Jeg gik lige til grænserne, alle steder hvor det lod sig gøre. Dog uden at man kunne straffe mig på anden led end gennem karaktererne. Jeg skulkede jo ikke... Men jeg gjorde så kun en indsats i de få
Og min mellemskoleeksamen svarede så til ca. 8,2 og min real-eksamen til noget i retning af 2,0...
Ah – Av! – hvad? Sig lige igen??
Jo: 2,0... I hvert fald var det kun lige nøjagtigt over dumpegrænsen. Og desuden havde jeg i øvrigt tidligere måttet gå anden mellem om. Det var nu ikke fordi jeg ikke lå til at gå videre rent karaktermæssigt, selv om jeg var yngst i klassen, men fordi lærerne – i alt fald min klasselærer – syntes, jeg skulle have en lærestreg, fordi man mente, jeg bestilte for lidt i forhold til mine evner.. Så jeg var jo nok alligevel, når det kom til stykket, ikke nogen klar gymnasie-kandidat ...
Jamen altså – Hvordan hænger det sammen? Fra 8,1 og ned til 2,0 på tre år!? Det kan man da ikke! Var du syg, eller noget?
Nej nej. Og dykket skete skam også på kun et år. Det var jo den gamle realeksamen, må du huske, som vi var sidste årgang på.
Der var jo dengang fire års mellemskole oven på 5 års grundskole. Ja, og så, hvis karaktererne var til det, så var der enten gymnasiet eller muligheden for yderligere et års skolegang, hvor man derpå kunne afslutte med en real-eksamen.
Som jeg altså lige fik hevet i land...
Ja altså, så forstår jeg ikke noget! Hvad var problemet da?
Jeg har flere forklaringer. Et eller andet sted var jeg i realen nok sur over ikke at være kommet i gymnasiet. Jeg havde ikke haft det bedste forhold til min klasselærerinde, sådan rent karaktermæssigt. Vi ”swingede” absolut ikke helt sammen, så jeg fik nok tre til fire trin under hvad jeg burde have haft i hendes fag. (Husk, dengang var det den gamle, accelererede 13 trins decimal skala der havde UG som topkarakter) – og det satte mig, trods en ekstraordinær slutspurt, netop lige uden for rækken af gymnasiekandidater. Og så – Jamen der indfandt sig vel så også, med den behandling, en vis skoletræthed – og i øvrigt – når man behandlede mig så usagligt, så skulle de fandeme få usaglighed tilbage! Man kan på en måde godt sige, at jeg tabte tålmodigheden med skolesystemet.
Så i realen gik jeg surt og bevidst provokatorisk til værks. Jeg gik lige til grænserne, alle steder hvor det lod sig gøre. Dog uden at man kunne straffe mig på anden led end gennem karaktererne. Jeg skulkede jo ikke... Men jeg gjorde så kun en indsats i de få
Flere af mine jævnaldrende med samme baggrund, og et par kusiner blev studenter. Det mest bemærkelsesværdige var jo nok, at min udannelsesrute ikke blev den ”slagne vej” gennem gymnasiet, men via et toårigt studenterkursus –
Ja?
Og – Ja, som student dengang, blev man jo absolut lagt mærke til. Der var kun to universiteter, og man udgjorde jo én person ud af omkring syv – 8 procent af en ungdomsårgang. Vi var altså på landsplan en 5-6,5 tusinde vel, og ikke, som nu, godt fem og tredive tusinde – med symbolsk ret til at bære en eller anden form for ”x”hue.
Så systemet var altså dengang, at kun de bedste få procent kom igennem. Og før da, var det naturligvis endnu strammere. Studenterkurser var tænkt som en ”chance til” for de, der var faldet uden for, af en eller anden grund, men som alligevel besad evnerne. Alle kunne melde sig til.
Og det gjorde du så?
Ja, jeg startede som to og tyveårig efter militær-tjeneste (indkaldt som attenårig) og støttet af mine forældre.
Der var heldigvis adgang via først til mølle princippet. Det holdt rektor frøken Glud fast i den gang – Og vi var så i 1964 to og fyrre håbefulde elever, der startede på nysproglig linie på Aalborg Studenterkursus. Men vi var altså til sidst kun atten, der gennemførte – Så jo. Det var jo en ganske hård sortering. Det er nok derfor er ikke helt underligt, at man i dag på universiteterne klager over manglende ”studie-modenhed” og over for ujævnt kompetence-spænd i sit uddannelsesoptag, når bredden er blevet så stor. Det var da vist pænt sagt... Ikke!?
Jo. Det må man da vist sige! Jeg har lige læst en artikel, hvor man fra gymnasie-ledelsesside mener, at nu er værdien af studentereksamen og de mange retninger og niveauer blevet en så sjasket og kompleks sag, at det nærmest er pinligt. Så pinligt, mener de, at man simpelthen burde erklære studentereksamen som kvalitetsbetegnelse og adgangsbillet til højere uddannelser for død – uanset karakter-kriterier og andet godt.
Åh ja. kvalitetsproblemet når man tænker på forsker-rekruttering og spidskompetancer er tydeligt. Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen har jo også lige luftet et forkølet forslag om at begunstige ”de fem bedste procent” med ekstraordinære goder, der ikke skal modregnes i deres S.U. – i håb om at kunne tiltrække dygtige studerende fra udlandet(!?). Jeg ved ikke rigtigt, hvad hun forestiller sig! Begavelsesoverføring pr. assimilation?!?
Næh. Men altså: – Hvorfor kom du så ikke i gymnasiet? Du må jo have haft evnerne?
Ja?
Og – Ja, som student dengang, blev man jo absolut lagt mærke til. Der var kun to universiteter, og man udgjorde jo én person ud af omkring syv – 8 procent af en ungdomsårgang. Vi var altså på landsplan en 5-6,5 tusinde vel, og ikke, som nu, godt fem og tredive tusinde – med symbolsk ret til at bære en eller anden form for ”x”hue.
Så systemet var altså dengang, at kun de bedste få procent kom igennem. Og før da, var det naturligvis endnu strammere. Studenterkurser var tænkt som en ”chance til” for de, der var faldet uden for, af en eller anden grund, men som alligevel besad evnerne. Alle kunne melde sig til.
Og det gjorde du så?
Ja, jeg startede som to og tyveårig efter militær-tjeneste (indkaldt som attenårig) og støttet af mine forældre.
Der var heldigvis adgang via først til mølle princippet. Det holdt rektor frøken Glud fast i den gang – Og vi var så i 1964 to og fyrre håbefulde elever, der startede på nysproglig linie på Aalborg Studenterkursus. Men vi var altså til sidst kun atten, der gennemførte – Så jo. Det var jo en ganske hård sortering. Det er nok derfor er ikke helt underligt, at man i dag på universiteterne klager over manglende ”studie-modenhed” og over for ujævnt kompetence-spænd i sit uddannelsesoptag, når bredden er blevet så stor. Det var da vist pænt sagt... Ikke!?
Jo. Det må man da vist sige! Jeg har lige læst en artikel, hvor man fra gymnasie-ledelsesside mener, at nu er værdien af studentereksamen og de mange retninger og niveauer blevet en så sjasket og kompleks sag, at det nærmest er pinligt. Så pinligt, mener de, at man simpelthen burde erklære studentereksamen som kvalitetsbetegnelse og adgangsbillet til højere uddannelser for død – uanset karakter-kriterier og andet godt.
Åh ja. kvalitetsproblemet når man tænker på forsker-rekruttering og spidskompetancer er tydeligt. Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen har jo også lige luftet et forkølet forslag om at begunstige ”de fem bedste procent” med ekstraordinære goder, der ikke skal modregnes i deres S.U. – i håb om at kunne tiltrække dygtige studerende fra udlandet(!?). Jeg ved ikke rigtigt, hvad hun forestiller sig! Begavelsesoverføring pr. assimilation?!?
Næh. Men altså: – Hvorfor kom du så ikke i gymnasiet? Du må jo have haft evnerne?
Samtale om lidt af hvert —
Rebelsindets oprindelse, side ..3/7