De var rigtigt kærlige forældre. Især min far var et meget varmt menneske, som børn gerne hang omkring.
Min mor, det kære rivjern,  gemte det lidt mere. Vi skulle jo også opdrages! Og blev det...
Nå... Men de var begge kommet tidligt ud af skolen og henholdsvis kommet i huset som tjenestepige husassistent  og i typografi-lære. Min far blev senere fængselsbetjent. Det blev han efter tiden i livgarden og derpå politibetjent, og min mor blev en ekstremt flittig og overordentlig videbegærlig hjemmegående husmor.
Så vi havde en velordnet og tryg barndom.. Men det akademiske og det med en stærk, litterær læse-kultur, ja, det var der så ret naturligt knapt så meget af i min familie, selv om de faktisk kendte flere af de store klassikere. Det nærmeste vi kommer til noget med litteratur er, at min farmor havde været  ung pige i huset hos en af de store jyske forfattere. Men vi børn fik læst meget op fra børnebøger og æventyr. Især fra H.C. Andersens forfatterskab. Ellers var kultur-ménuen mest det, der kunne hentes fra avisen og fra ugeblade. De blev grundigt læst og der blev hørt en del radio og – meget sent, da vi børn var flyttet hjemme fra – set lidt TV.
En sjælden gang blev det også til film og teater, for mine forældres vedkommende. Af teater  husker jeg kun de så ”Dreigrochen Oper,” ”Kridtcirklen” og ”Det gode menneske fra Sezuan”.

Men – når vi så diskuterede noget faktuelt eller historisk, og det skete faktisk forholdsvis tit, ja, så gjorde vi ofte opslag i ”Den lille Salomonsen” som min far tidligt i sit voksenliv havde anskaffet sig, for at få tingene faktuelt på plads. ”Den lille Salomonsen” fik desuden stor  betydning for mig. For da jeg var tolv, læste jeg faktisk bevidst, over en tre måneders tid, alle de tolv bind fra ende til anden for at sikre mig, at der ikke var noget interessant jeg havde overset. Jeg havde jo allerede gjort utallige opslag i det tidligere. Det var desuden i den forbindelse, jeg første gang fik øje på problematikken om lysets hastighed.  Det var og er for øvrigt et fremragende leksikon, fra den tid, da man tog fakta alvorligt.

Hvad mener du med det?

Jo – for eksempel – Se nu bare på den bog der. Den på hylden der – Den med Einsteins kontrafej på forsiden – ”Chambers Science Factfinder” fra 2006. Den skal forestille at være et faktuelt korrekt, naturvidenskabeligt opslagsværk på 532 sider – En bog, der giver udseende af at formidle oplysninger om alle væsentlige forsøg og om videnskabelige facts.
Men – eksempelvis vedrørende lysets hastighed – i modsætning til ”Den lille Salomonsen” så indeholder den ikke en eneste linje om Michelson-Morley eksperimentet!
Ikke bare en. Der står intet om det!

Ja!  Ingen omtale af det forsøg, jeg fandt fejl i, og som var det forsøg, der som bekendt i sin tid gjorde, at man – dvs. især Maxwell og Einstein plus tilhængere – mente sig berettiget til at antage det som bevist, at lysets hastighed var en konstant er komplet udeladt. Ikke en lyd om det!
Så: Igen et ”bortcensureret” eksempel på en efterhånden bemærkelsesværdigt diskriminerende, holdningsinficeret, selektiv udvælgelse af, hvad det kan være passende at oplyse om, for ikke at forstyrre de herskende dogmer.

Det må jeg nok sige. Det overrasker mig virkelig. Engelske Chambers plejer da ellers at være et pålideligt og sobert forlag.

Ja, ikke sandt? Det har da også i årevis været min generelle mening. Men jeg skal da så sandelig love for, at det ovennævnte faktum for min del har givet dem alvorlige troværdighedsproblemer.

Ja, det forstår jeg. Men igen:
Tilbage til dig og din opvækst – Hvordan oplevede du din barndom, siden du, og din familie, om jeg så må sige,  faldt lidt uden for det, der vel var normen i det generelle miljø?

Jah, joh... Altså min barndom, de første elleve år var præget af min opvækst i en fem-etagers bolig karré i Olfert Fishersgade 5 i Vestbyen i Aalborg. Det var en relativt god og tryg barndom, selv om børnemiljøet kunne være lidt råt, og selv om jeg jo havde mine to første leveår under krigen. Der var rigeligt med legekammerater, men det var knapt med materielle goder.
Jeg blev dog mobbet – eller jeg skulle måske sige – forsøgt mobbet – en del som barn. Jeg var ikke den eneste der blev det. Men –
Jeg havde gevaldige stritører – og var i øvrigt også temmelig blid og langmodigt passiv langt hen ad vejen –
Og det var der så nogen, der – noget misforstået – så som en invitation til at genere mig. Indtil jeg så tabte tålmodigheden og gennemtævede dem, der ikke kunne finde ud af at lade mig være i fred. Så holdt det op.

Jeg har altid haft særdeles mange kræfter i forhold til min alder og størrelse. Så skulle det endelig være, kunne jeg altid, før eller senere banke tingene på plads.
Men de oplevelser gjorde, at jeg tidligt undrede mig over den menneskelige psykologi. Faktisk tog jeg kortvarigt helt bevidst lederrollen i børnegruppen, men det var nu for besværligt.
Senere, da familien flyttede i rækkehus på Vestre Allé havde jeg ikke mange af de problemer.

Og angående dét, om jeg nu faldt så meget uden for normen.. Tjae..
Altså set fra lidt større afstand, så faldt jeg måske ikke så meget uden for –