Goddag igen!

Jamen goddag igen. Det var da en fornøjelse.

Fornøjelsen helt på min side
Nå, så har vi da vist rigtigt fået lagt retro-stilen, hva!  

Jooh, jovist – Det kan vi vel godt sige. Men sig mig, er det ikke meget passende?
For sidst vi snakkede sammen, så var det jo mest om bogens tilkomst. Det var  især omstændig-hederne omkring dens vej fra tanke til færdigt produkt, vi kredsede om. Og så den temmelig utrolige mangel på vilje til at argumentere omkring dens indhold, som du jo rapporterede, at du har mødt.

Jah. Det er da rigtigt nok. Angsten for det kontroversielle har indtil videre vist sig større end lysten til eventuel ny viden..  – Men?

Jo, men – jeg har en idé om, at læserne kunne tænke sig lidt mere baggrundsviden. Noget om dig selv – om – Ja om din opvækst og om hvordan man så bliver sådan en person, der falder så meget uden for normen, at man ikke er bange for så at sige at tale Roma midt imod – Hvis du da tillader analogien?

Ja, jeg ved nu ikke lige, hvor meget jeg egentlig falder uden for normen – men lad os forresten lige tage analogien eller parallellen først. For den er da på en vis led udmærket. Tilmed måske med et vist indhold af konkret realitet. For, som du jo måske kan huske, så skrev jeg jo netop der i bogen om den afsporede grundvidenskab, at jeg da virkelig har haft mine tvivl om hvorvidt, der måske hører et vist spor af overordnet, manipulerende, religiøst influerende spind med i billedet. Og jeg har stadig mine tvivl.
Jeg tror naturligvis ikke, at de danske mediers specifikke, massive tavshed om bogen er religiøst iscenesat. Det bunder nok mere i tradition og indoktrineret hale-hængeri.  
Mistanken handler derfor mere generelt om kirkens overordnede indflydelse. Og historisk har det jo været den katolske kirke, der har været mest proaktiv og indflydelsesrig i sine handlinger.

Så spørgsmålet er, hvorvidt den katolske kirkes præsteskab, med de forskellige paver som centrale figurer, bevidst og i det store billede virkelig har koordineret en indsats i sagen omkring naturvidenskabens generelle drift hen imod en videnskabeligt set ulogisk ”Big-Bang” tolkning, der, som de ser det, nok stemmer bedre overens med den religiøse skabelsesberetning.

Jeg er ikke afklaret omkring det, men når man nu på afgørende punkter for større eller mindre paradigmeskift, så finder tre videnskabsmænd, som alle er jesuitter, der har bidraget væsentligt til at bevæge naturvidenskaben hen mod den her konstaterede, ”Einsteinske Friedmann–Lemaître–        

Robertson–Walker metric solution” trosretning, ja så opstår mistanken jo.
På den anden side er jeg ikke nogen stor tilhænger af konspirationshypoteser, der ikke har noget konkret bevismateriale at henholde sig til. Den slags er sådan set  ligeså ”religiøs” mysticisme, bare med omvendt fortegn. Hvilket jo selvfølgelig ikke betyder, at man ikke skal undersøge sine mistanker.
Heller ikke selv om virkeligheden måske ikke helt kan leve op til de ”Dan Brown'ske” højder.

Men:
Faktum for naturvidenskaben er, at historien viser, at betydende naturvidenskabsmænd inden for grundforskningen ofte er særdeles religiøse – Newton, for eksempel brugte langt mere tid på at studere biblen end på sine naturvidenskabelige forehavender. (Jeg regner ikke entydigt hans alkymi-forsøg med til hans naturvidenskabelige aktiviteter.)

Så det, at der er opstået en samlet, tydeligt religiøst inspireret konsensus om forslag (og her i særdeleshed ”Big Bang”) der harmonerer bedre med idéen om skabelsesberetningen, som så er blevet ”mainstream”, er måske ikke helt unaturlig.
Selv om jeg naturligvis synes, at man burde have tænkt sig en hel del bedre om.

Næh... Jah.. Sandt nok. Men tilbage til dig selv som person – For apropos det med at tænke – og tænke korrekt – som dine filosofiske udredninger i bogen jo blandt andet viser, at du er stærkt optaget af – Kommer du fra et hjem med klaver?
Kommer det videnskabelige instinkt hjemme fra? – Er du fra et akademisk hjem?

Nej da. Næh, det er jeg bestemt ikke.
Men man kan dog godt sige, at jeg er kommet fra det, man kaldte et tolerant fritænker hjem.
Udtrykket stammer fra det, man efterhånden må kalde  meget gamle dage – For vi skal altså helt til bage til Brandes-tiden.  
Vi børn – jeg har en søster, der er tre år yngre end jeg, og som jeg forresten har et rigtigt godt forhold til – har altid haft ret til at danne vore egne meninger. Og ikke mindst lærte vi – og fik lov til – at argumentere for vore meninger, og stå ved dem.
Især min mor, der var storesøster i sin familie og særdeles rap i replikken – og særdeles godt begavet – havde haft den holdning med sig fra sit barndomshjem. Min morfar var urmager og købmand og borgerligt intellektuel. Og den indstilling til livet blev bestemt givet videre. Og så var vi selvfølgelig nok også på en måde genetisk disponerede for det.
 
Min far var også rigtigt velbegavet, men mere observerende – og overbærende – og knap så disponeret for at lufte sine meninger – sikkert præget af være midt i en stor søskendeflok og fra et meget autoritært hjem. De var desuden begge humanitært socialt indstillede, præget af kriserne i tyverne og trediverne samt krigen, ja, i virkeligheden både første og anden verdenskrig.