Du kan naturligvis stadig købe bogen — Fås gennem boghandlen eller via nettet. F.eks.: http://www.saxo.com/ eller http://www.harders.dk/ eller http://www.g.dk/
uden filter – dvs. uden karriere-risici – og derfor med – ja i alt fald forholdsvis friske og fordomsfrie øjne.
Og jeg blev da grebet af det. Så det blev jo efterhånden et studium i sig selv.
Men du fik jo så også skrevet bogen færdig?
Ja. Og da jeg havde fået skrevet bogen færdig, så skulle den jo naturligvis udgives. Så allerede før den var helt færdig, gav jeg mig da til at forhøre mig hos forskellige forlag om muligheden for at få den udgivet.
22 afslag blev resultatet. Men jeg havde kontakt med mange flinke mennesker. Det skal den danske forlagsbranche have ros for. Den er fuld af flinke og interesserede og empatiske mennesker. Der er stor villighed til at hjælpe, og til at pege på eventuelle alternative muligheder for udgivelse. Og jeg var jo på forhånd klar over, at branchen ikke har mange frihedsgrader at operere under.
Nå.. Men jeg havde jo naturligvis nok anet, hvor svært det ville blive. Og så.. da det ikke lykkedes – jamen når jeg endelig går ind for at gøre noget ved et misforhold, så synes jeg lige så godt jeg kan gøre det fuldt ud og grundigt. Og bogen var jo skrevet.
Så jeg besluttede mig for at producere/lay-out'e og udgive bogen selv.
Og sådan endte jeg med at sidde med et forlag og ikke bare med en bog, som det i øjeblikket er svært at sælge – Men det vidste jeg jo efterhånden godt. Alligevel lod jeg den trykke i 5000 eksemplarer. Jeg tror på kvaliteten af indholdet, jeg tror på fremtiden, og oplagets størrelse er derfor i sig selv et statement.
Så.. hvorfor ikke?
Jooh.. Men hvad sagde anmelderne?
Intet! Absolut intet, haha! Ja, at tavsheden fra den side ville være så massiv – den havde jeg trods alt ikke fået med. Men – se – det er igen et eksempel på, hvor stor magt det etablerede dogmesystem har over medierne, når man kommer med noget, der i den grad er ekstraordinært. Og selvfølgelig har de svært ved at gennemskue det. Så alle kører Einstein-pladen uden at komme i nærheden af en vurdering af, om mine synspunkter kan give den ridser i lakken. Jeg sendte naturligvis bogen til de syv største dagblade – Men.... Nej, nej, nej. Ikke én eneste af disse formodet fremragende repræsentanter og fortalere for kritisk granskning af magtens korridorer og for friheden til at tænke tro og tale, fandt det altså opportunt at udfærdige så meget som en eneste anmeldelse. Total tavshed. Selv efter direkte personhenvendelser.
Jeg formoder, at de enten har set bogen som en samling galimatias-postulater fra en person som måske er ”helt syg i roen.” – Eller også har de valgt at holde kæft, fordi de har set, at der måske kunne være noget om snakken. Det er svært at vide, når de indtil videre ikke har villet kommunikere – Men man har i alt fald ikke turdet fremsætte antydninger af, at sådanne meninger kunne være korrekte.
Og jeg blev da grebet af det. Så det blev jo efterhånden et studium i sig selv.
Men du fik jo så også skrevet bogen færdig?
Ja. Og da jeg havde fået skrevet bogen færdig, så skulle den jo naturligvis udgives. Så allerede før den var helt færdig, gav jeg mig da til at forhøre mig hos forskellige forlag om muligheden for at få den udgivet.
22 afslag blev resultatet. Men jeg havde kontakt med mange flinke mennesker. Det skal den danske forlagsbranche have ros for. Den er fuld af flinke og interesserede og empatiske mennesker. Der er stor villighed til at hjælpe, og til at pege på eventuelle alternative muligheder for udgivelse. Og jeg var jo på forhånd klar over, at branchen ikke har mange frihedsgrader at operere under.
Nå.. Men jeg havde jo naturligvis nok anet, hvor svært det ville blive. Og så.. da det ikke lykkedes – jamen når jeg endelig går ind for at gøre noget ved et misforhold, så synes jeg lige så godt jeg kan gøre det fuldt ud og grundigt. Og bogen var jo skrevet.
Så jeg besluttede mig for at producere/lay-out'e og udgive bogen selv.
Og sådan endte jeg med at sidde med et forlag og ikke bare med en bog, som det i øjeblikket er svært at sælge – Men det vidste jeg jo efterhånden godt. Alligevel lod jeg den trykke i 5000 eksemplarer. Jeg tror på kvaliteten af indholdet, jeg tror på fremtiden, og oplagets størrelse er derfor i sig selv et statement.
Så.. hvorfor ikke?
Jooh.. Men hvad sagde anmelderne?
Intet! Absolut intet, haha! Ja, at tavsheden fra den side ville være så massiv – den havde jeg trods alt ikke fået med. Men – se – det er igen et eksempel på, hvor stor magt det etablerede dogmesystem har over medierne, når man kommer med noget, der i den grad er ekstraordinært. Og selvfølgelig har de svært ved at gennemskue det. Så alle kører Einstein-pladen uden at komme i nærheden af en vurdering af, om mine synspunkter kan give den ridser i lakken. Jeg sendte naturligvis bogen til de syv største dagblade – Men.... Nej, nej, nej. Ikke én eneste af disse formodet fremragende repræsentanter og fortalere for kritisk granskning af magtens korridorer og for friheden til at tænke tro og tale, fandt det altså opportunt at udfærdige så meget som en eneste anmeldelse. Total tavshed. Selv efter direkte personhenvendelser.
Jeg formoder, at de enten har set bogen som en samling galimatias-postulater fra en person som måske er ”helt syg i roen.” – Eller også har de valgt at holde kæft, fordi de har set, at der måske kunne være noget om snakken. Det er svært at vide, når de indtil videre ikke har villet kommunikere – Men man har i alt fald ikke turdet fremsætte antydninger af, at sådanne meninger kunne være korrekte.
Sikkert fordi man nok ikke ville risikere renomméet. For hvis det nu skulle vise sig, at de måtte have taget fejl, ja så ville det jo ikke se godt ud. Og så har man ladet være.. Og et eller andet sted forstår jeg det – og dem – naturligvis godt, selv om det ikke gør missionen lettere.
For det, at den samlede naturvidenskab på så mange punkter som jeg hævder, skulle være fejlbehæftet, er jo også noget af en mundfuld at forholde sig til. Så er det langt sikrere at blive ved med at holde i slæbet til kejserens nye klæder. For det er der jo så mange andre, der også gør.
Jo, ja.. det kan der vel være noget om.. Selv om.. Nå.. Men – Det tog dig altså fem år at komme igennem og at save nogle af tremmerne over, i hvad du ser som astrofysikkens selvskabte fængsel af myter og falske forestillinger –
Hvordan ser du fremtiden udvikle sig på området?
Det er virkelig svært at sige. Men på et eller andet tidspunkt vil den øjeblikkelige, massive modstand mod forandringer i det Einstein-inspirerede og religiøst understøttede system af uholdbare teorier ikke kunne blive ved at legitimere sit grundlag. Det sprækker allerede, og det gærer en hel del i krogene, og før eller senere vil systemet brase sammen som en anden Berlin-mur under sin egen ideologiske, indre splittelse og spekulativt baserede overvægt.
Jeg tror det vil ske forholdsvis pludseligt, når det sker, og min og flere andre dissidenters bøger, film og net-artikler, der udpeger kritisable punkter i mainstream-fysikken og dens indhold, vil være en stærkt medvirkende faktor. Men hvornår? Om tre år – Om ti år? Om femten år eller først om tredive år? Det er svært at sige.
Men lige som reformationen ryddede op i den katolske kirkes mest fornærmende absurditeter, så vil der også i videnskaben på et tidspunkt komme et nødvendigt opgør blandt den i dag stadig store skare af de – endnu – troende Einstein og Saccheri tilhængere..
Jah... Jaså... Jah.. Der vil jo nok være stor træghed, Selvfølgelig. Jamen det vil der jo nok. Når – eller hvis – der er så mange og så store kameler, der skal sluges. Men – Hvordan ser du så din personlige fremtid forme sig? – Hvad har du af planer for – lad os sige det nærmeste år?
Godt spørgsmål! Jeg er jo i den priviligerede situation at jeg ikke behøver at lægge forpligtende planer. Men – Ja jeg har jo ligget underdrejet et års tid og ikke gjort meget ved sagen. Årsagen har været familiemæssig, idet jeg fra marts 2009 og januar 2010 har måttet sige farvel til min kære far og mor. Vi havde et rigtigt, rigtigt godt forhold til hinanden, og jeg plejede dem også en del i deres sidste tid. Men det måtte jo ende. Min far blev 97 og min mor 96. Hun kunne måske have levet længere, men et fald og et brækket lårben medvirkede til et måske lidt fortidligt punktum. But!
For det, at den samlede naturvidenskab på så mange punkter som jeg hævder, skulle være fejlbehæftet, er jo også noget af en mundfuld at forholde sig til. Så er det langt sikrere at blive ved med at holde i slæbet til kejserens nye klæder. For det er der jo så mange andre, der også gør.
Jo, ja.. det kan der vel være noget om.. Selv om.. Nå.. Men – Det tog dig altså fem år at komme igennem og at save nogle af tremmerne over, i hvad du ser som astrofysikkens selvskabte fængsel af myter og falske forestillinger –
Hvordan ser du fremtiden udvikle sig på området?
Det er virkelig svært at sige. Men på et eller andet tidspunkt vil den øjeblikkelige, massive modstand mod forandringer i det Einstein-inspirerede og religiøst understøttede system af uholdbare teorier ikke kunne blive ved at legitimere sit grundlag. Det sprækker allerede, og det gærer en hel del i krogene, og før eller senere vil systemet brase sammen som en anden Berlin-mur under sin egen ideologiske, indre splittelse og spekulativt baserede overvægt.
Jeg tror det vil ske forholdsvis pludseligt, når det sker, og min og flere andre dissidenters bøger, film og net-artikler, der udpeger kritisable punkter i mainstream-fysikken og dens indhold, vil være en stærkt medvirkende faktor. Men hvornår? Om tre år – Om ti år? Om femten år eller først om tredive år? Det er svært at sige.
Men lige som reformationen ryddede op i den katolske kirkes mest fornærmende absurditeter, så vil der også i videnskaben på et tidspunkt komme et nødvendigt opgør blandt den i dag stadig store skare af de – endnu – troende Einstein og Saccheri tilhængere..
Jah... Jaså... Jah.. Der vil jo nok være stor træghed, Selvfølgelig. Jamen det vil der jo nok. Når – eller hvis – der er så mange og så store kameler, der skal sluges. Men – Hvordan ser du så din personlige fremtid forme sig? – Hvad har du af planer for – lad os sige det nærmeste år?
Godt spørgsmål! Jeg er jo i den priviligerede situation at jeg ikke behøver at lægge forpligtende planer. Men – Ja jeg har jo ligget underdrejet et års tid og ikke gjort meget ved sagen. Årsagen har været familiemæssig, idet jeg fra marts 2009 og januar 2010 har måttet sige farvel til min kære far og mor. Vi havde et rigtigt, rigtigt godt forhold til hinanden, og jeg plejede dem også en del i deres sidste tid. Men det måtte jo ende. Min far blev 97 og min mor 96. Hun kunne måske have levet længere, men et fald og et brækket lårben medvirkede til et måske lidt fortidligt punktum. But!
Side .10/13
Interview med forfatteren