Du kan naturligvis stadig købe bogen — Fås gennem boghandlen eller via nettet. F.eks.: http://www.saxo.com/ eller http://www.harders.dk/ eller http://www.g.dk/
som du lige brugte, er jo vist er hentet fra den fascistiske samfunds- og kunst-ensretning i trediverne og fyrrerne i forrige århundrede?
Bitterhed? Nej... Indignation på andres vegne. Absolut – jo, men personlig bitterhed? Nej. Det mener jeg ikke. Men det er rigtigt set, at jeg ikke bryder mig om opbygningen i dagens universitetssystemer. Den er så langt fra det optimale, at det er lige før jeg vil kalde den forskningsskadelig.
Men nej: Jeg blev jo ikke lektor eller professor i psykologi – på grund af helbreds og økonomi-problemer – Det løb var kørt, allerede da jeg i 73 måtte afbryde studiet første gang – Lige før den afsluttende fem-ugers-opgave til magisterkonferens.
Næh. Det var jeg fuldstændigt klar over.
Så for mig var studiet givende i retning af personlig vidensudvikling. Og – i anden omgang kunne jeg godt se, at der, i de daværende nedskæringstider – der i fattig-firserne – var meget små chancer for at blive ansat i en forskningsstilling. De var virkelig minimale. Og jeg havde desuden også en ret klar fornemmelse af, at, fattig-firsernes politisk styrede nedskærings maskineri, og regeringens begyndende detail-styring af universiteterne hen mod mere profitorientering af forskernes arbejde, ikke gav et videre behageligt arbejdsklima.
Råderummet for den fri forskning var stærkt på retur, for såvidt det i nicher endnu eksisterede. Der var i alt fald områder hvor det ikke gjorde det.
Var det derfor, du ikke fortsatte og færdiggjorde din magisterkonferens-eksamen?
Nej. Mit AI-projekt lå – eller kunne i alt fald godt indrettes – så det lå i fin forlængelse af de herskende strømninger, men min økonomi – jeg var på studielån via revaliderings-ordningen – gjorde, at jeg ikke havde lyst til at forgælde mig endnu en gang, med de arbesløshedsperspektiver jeg så i horisonten. Al nyansættelse af lærepersonale blev jo i midt-firserne suspenderet på universiteterne, og undervisnings-assistenter blev fyret. Og så var jeg, som nævnt, ikke – på det mere samfundspolitiske plan – enig i det økonomisk-forskningsmæssige pølsemager-maskineri, som den nu magthavende politiske ideologi ville presse ned over universitetssystemet. Fra forskning til faktura lyder på en vis led meget rimeligt – Men politikernes indsigt i, hvad det kræver af energi og frihedsgrader og langsigtet planlægning for at opnå virkelige stjerneresultater inden for forskningen, og især inden for grundforskningen, som i dag bliver rigeligt svigtet, er nærmest ikke eksisterende. Så – som gammel studenteroprører irriterede det mig da grænseløst at se, at forskningssiden de sidste tre-fire årtier var blevet misligholdt – Først af idé indavl gennem professorvældet, så af hyper-ideologisk ekstrem-marxisme, og nu af ubegavet, perspektivanæmisk profit-kapitalisme.
Så det universitet, med højt til loftet og med plads til langsigtet grundforskning, som jeg I 68-69 havde kæmpet for, var igen savet i småstykker.
Bitterhed? Nej... Indignation på andres vegne. Absolut – jo, men personlig bitterhed? Nej. Det mener jeg ikke. Men det er rigtigt set, at jeg ikke bryder mig om opbygningen i dagens universitetssystemer. Den er så langt fra det optimale, at det er lige før jeg vil kalde den forskningsskadelig.
Men nej: Jeg blev jo ikke lektor eller professor i psykologi – på grund af helbreds og økonomi-problemer – Det løb var kørt, allerede da jeg i 73 måtte afbryde studiet første gang – Lige før den afsluttende fem-ugers-opgave til magisterkonferens.
Næh. Det var jeg fuldstændigt klar over.
Så for mig var studiet givende i retning af personlig vidensudvikling. Og – i anden omgang kunne jeg godt se, at der, i de daværende nedskæringstider – der i fattig-firserne – var meget små chancer for at blive ansat i en forskningsstilling. De var virkelig minimale. Og jeg havde desuden også en ret klar fornemmelse af, at, fattig-firsernes politisk styrede nedskærings maskineri, og regeringens begyndende detail-styring af universiteterne hen mod mere profitorientering af forskernes arbejde, ikke gav et videre behageligt arbejdsklima.
Råderummet for den fri forskning var stærkt på retur, for såvidt det i nicher endnu eksisterede. Der var i alt fald områder hvor det ikke gjorde det.
Var det derfor, du ikke fortsatte og færdiggjorde din magisterkonferens-eksamen?
Nej. Mit AI-projekt lå – eller kunne i alt fald godt indrettes – så det lå i fin forlængelse af de herskende strømninger, men min økonomi – jeg var på studielån via revaliderings-ordningen – gjorde, at jeg ikke havde lyst til at forgælde mig endnu en gang, med de arbesløshedsperspektiver jeg så i horisonten. Al nyansættelse af lærepersonale blev jo i midt-firserne suspenderet på universiteterne, og undervisnings-assistenter blev fyret. Og så var jeg, som nævnt, ikke – på det mere samfundspolitiske plan – enig i det økonomisk-forskningsmæssige pølsemager-maskineri, som den nu magthavende politiske ideologi ville presse ned over universitetssystemet. Fra forskning til faktura lyder på en vis led meget rimeligt – Men politikernes indsigt i, hvad det kræver af energi og frihedsgrader og langsigtet planlægning for at opnå virkelige stjerneresultater inden for forskningen, og især inden for grundforskningen, som i dag bliver rigeligt svigtet, er nærmest ikke eksisterende. Så – som gammel studenteroprører irriterede det mig da grænseløst at se, at forskningssiden de sidste tre-fire årtier var blevet misligholdt – Først af idé indavl gennem professorvældet, så af hyper-ideologisk ekstrem-marxisme, og nu af ubegavet, perspektivanæmisk profit-kapitalisme.
Så det universitet, med højt til loftet og med plads til langsigtet grundforskning, som jeg I 68-69 havde kæmpet for, var igen savet i småstykker.
Aha.. Du deltog altså i studenteroprøret? Det i 68?
Jooh. Jo-jo da. Man kan vist godt sige, at jeg havde en mere end almindelig tyk finger med i spillet. Jeg havde bestemt et vist ansvar for ting der gjorde, at oprøret fik de dimensioner det fik. Men de generelle omstændigheder var sandelig også modne til det på den institution, jeg kaldte Danmarks største arbejdende museum.. Jeg fik mobiliseret – og var med til at mobilisere – årgang et og to – Det var de forprøve-studerende, som var langt den mest talstærke gruppering på psykologistudiet – Man var endnu ikke sorteret fra ( på mere eller mindre rimelige kriterier.) Og samtidig havde mine ældre medstuderende i det psykologiske studienævn længe været frustrerede over de herskende tilstande.
Så – de elendige studieforhold, særdeles arrogant behandling af de studerende, manglende undervisning, dårlig metodologi, mængder med u-annoncerede aflysninger, klamme lokaler – og så videre – gjorde, at det næsten bare måtte koge over. Derpå var det så en stor opgave at strukturere og koordinere indsatsen. Det brugte jeg godt et år på, før jeg – nok for tidligt – slap det. Marxisterne fik lov til at køre alt for langt ud af det ideologiske spor, og jeg var en af de i ”situationens generalstab” der kunne have forhindret det. Jeg så bare ikke hvor alvorlig udviklingen var.
Men lad nu det ligge.
Jah.. Jo... Men du har altså en rebelsk åre i dig – Det er der da noget, der tyder på? Ikke?
Jojo. Når noget ikke er i orden så er jeg klar til at overveje at reagere. Og når noget så slet ikke er i orden – ja så gør jeg det, hvis jeg kan se at min indsats vil kunne gøre en forskel. Så denne generelle indstilling har naturligvis også medvirket til, at jeg fik skrevet bogen her.
Og undervejs stødte jeg på endnu flere teoretiske vildfarelser end den med lysets hastighed opfattet som en konstant – og det umulige ”Big-Bang” koncept. Så det blev jo til lidt af en odyssé gennem de væsentligste idéer og antagelser i fysikken, hvor den ene efter den anden af disse prægtige, bærende forestillinger altså – ud fra min bedste vurdering af fakta i samme forbindelse – viste sig at være lige så fejlbehæftede, som de to førstnævnte.
Det må da have været lidt af en underlig oplevelse at se, hvordan nogle af de bærende elementer i moderne fysik sådan – i alt fald ud fra dine nuværende analyser og resultater –
blev – ja vel nærmest pulveriserede?
Ja. Det overraskede skam også mig selv, at der var så mange løse ender og så mange grundlæggende, selvmodsigende teoridele at tage fat på – Men – da astronomi, fysik og astrofysik jo ikke var mit egentlige område, så kunne jeg jo også se på det
Side ..9/13
Interview med forfatteren