Jeg havde ellers regnet med, at jeg havde sparet penge nok op, så det kunne række frem til min pension.. Fra start af havde jeg haft en lille halv million at tære på. Og på det tidspunkt havde jeg arbejdet på systemet i knapt fem år. Men det gik altså, af forskellige ukontrollable og uventede grunde ikke at nå helt i mål – Og – så...
Jamen så  måtte jeg gå på bistandshjælp!

Jo jo.. Jeg havde da søgt arbejde.. Det var jeg begyndt på, en tre måneders tid før pengekassen var tømt. Men – Ja – det var den gamle sang om det grå guld:
Man var enten overkvalificeret eller ikke en arbejdskraft, man kunne se det som interessant at investere i, fordi man jo havde den alder man nu engang havde. Især ikke, når man ikke kunne levere aktuelle referencer.
Altså: Aktivering.
Well. Jeg havde så en hyggelig og i flere aspekter heldigvis også lærerig tid tid på Trykkeriet, Kofoeds Skole...

De — også på det punkt — håbløst uvidende politikere påstod jo, (det var før finanskrisen) at der var et sultent arbejdsmarked for mig – Et, som jeg bare skulle re- og opkvalificeres til.. For når jeg nu havde støvet rundt på egen hånd i fem år, uden kontakt til arbejdsmarkedet, så måtte jeg jo for øvrigt også nærmest være socialt invalid... Nå.
De 92 afslag på dertil særligt virksomhedsrettede ansøgninger, burde jo illustrere for dem, at ansættelsesidéen for en 61 åring var tåbeligt tidsspilde.. Men nej. Og at prøve at få gang i en selvstændig konsulentvirksomhed?  
Jamen uhadadadada, det måtte man sandelig ikke! Ikke når man var på bistandshjælp! Næh for man skulle jo stå til rådighed for – Ja.. Af alle ting:  Arbejdsmarkedet! Lovgivningsmæssige Molbohjerner.
Nå.. Men det var så den oplevelse. Halvandet år senere fandt kommunens beskæftigelseskonsulent så fornuftigvis ud af, at det nok var svært at opkvalificere mig til mere end det, jeg var kyndig i allerede... Og så lod de mig alt i alt være i fred.
Jeg fik solgt mit hus og flyttede til Jylland.. Og to år senere blev jeg så heldigvis folkepensionist med ret til billige billetter OG RÅDIGHED OVER EGEN TILVÆRELSE.. Og kunne så igen begynde at beskæftige mig med noget fornuftigt på fuld tid.

Og det var så ikke AI-projektet, du fortsatte med?

Nej. Arbejdet med at formulere ansøgninger, at gå til samtaler og så dagtimeanbringelserne til ”gen-kvalificering” og genoprettelse af god arbejdsmoral und so weiter gjorde det jo umuligt at lave noget, der kræver en tolv fjorten-timers indsats med alle registre trukket ud..
Og når man har været væk fra denne type projekt så længe, så kræver det mindst tre måneders hårdt arbejde med at få genetableret evnen til at programmere nogenlunde ordentligt og at gøre det, samtidig med at man vil kunne holde det overblik,    

der skal være på plads, for at komme kreativt videre i program­meringsfaserne og justeringsprocesserne.
Det betød så, at jeg i stedet havde vendt og drejet idéerne omkring den naturvidenskabelige problematik i nogle af de nu – trods alt – ledige stunder og således undersøgt nogle af problematikkerne mere i dybden.
En af de ting, jeg havde fået lavet på Kofoeds Skole, var et  lille skrift, et hæfte, der opfyldte størrelseskravene til at at kunne indgå i  den officielle danske litteratur-bestand på det kongelige bibliotek. Idéen var selvfølgelig, at få min formodede opdagelse, angående fejlen i Michelson-Morley eksperiment-opstillingen, markeret i det officielle Danmarks litteraturfortegnel­sessystem. Og faktisk var det vel egentlig også tænkt som en slags punktum for sagen. Men! –
Så opdagede jeg – i kraft af velargumenterede indsigelser fra et begavet ungt menneske (Tak til Johan Tino Frederiksen) – at jeg havde begået en fejl.
Jeg havde desværre – for at få stof nok i skriftet til at opfylde størrelseskravet for pligtaflevering til det Kongelige Bibliotek – adopteret og adapteret en forklaring på den analogi,  som Michelson brugte til at forklare sine børn og andre interesserede, hvad der var princippet bag hans interferensforsøg.
Forklaringsmodellen, hvis bearbejdede struktur  var hentet fra nettet på en hjemmeside af formodet god kvalitet – (det var jo trods alt en underviser på et universitet, der stod bag) – viste sig imidlertid at være fejlbehæftet. Og jeg fangede den ikke i korrekturen.
ÆV! Jeg burde jo have undersøgt den nøjere. Også selv om jeg var lidt presset tidsmæssigt.
Og da jeg jo selv havde tilpasset den, så var denne fejl naturligvis også blevet min. Så.
Et eller andet sted afgjorde det sagen. Denne fejl med mit navn på, burde bare ikke få lov til at blive stående  ukorrigeret fra min side. Så fra det øjeblik af, gik der ikke mange dage, før jeg besluttede mig for at fuldføre det ellers mølpose-lagte Michelson-Morley projekt, og således få sagt – og udgivet – min uforgribelige mening om naturvidenskabens  meget problematiske tilstand, i form af en regulær bog. Og nu skulle det da gøres ordentligt.

Og det blev så årsagen til bogens tilblivelse?

Ja. Det gjorde det. Sammen med en motivation, der var hentet i en stærk irritation over, at forretningspolitik, bevillings-politik og person-politik i den grad har fået lov til at styre, hvad   der  i dag i universitetssystemerne bliver blåstemplet som globalt og internationalt set, accepteret, god forskning. Paul Marmets skæbne illustrerede det tydeligt. Vil du have en karriere i forskningen i dag, så må du så sandelig ikke have ”entartete” synspunkter, dvs. meninger, der ligger for langt fra fællesskabets veletablerede konventioner.
Nåda! Sporer jeg en vis karriere-bitterhed her? Eller en slags kompensationshunger og trang til anerkendelse – Jeg  mener –  Udtrykket ”entartet”